Konsulentbistand til kommuner og institutioner
Lænkens alkoholfaglige medarbejdere tilbyder forskellige former for konsulentbistand og rådgivning til kommuner og institutioner.
Vores konsulentbistand og rådgivning kan være et udmærket afsæt og grundlag for at fastlægge praksis og politikker på alkoholområdet - med hjælp fra erfarne eksperter på området.
Alkoholpolitik i kommunen og i institutionerne
Lænkens alkoholfaglige medarbejdere kan fx i samarbejde med kommunens/institutionens samarbejdsudvalg rådgive og støtte ved udarbejdelsen af en alkoholpolitik, der er mere end en forbudsstrategi.
Det kunne fx være en fremadrettet strategi ved uddannelse af nøglepersoner, formulering af en kommunal alkoholpolitik og udvikling af en model for hjælp til alkoholbelastede medarbejdere.
Vores side om støttemuligheder for virksomheder kan evt. være til yderligere inspiration: klik her for at se siden om alkoholpolitik på arbejdspladser.
Uddannelse af kommunens medarbejdere om alkoholmisbrug og om den vanskelige samtale om alkoholmisbrug
Mange kommunale medarbejdere møder i deres hverdag børn og voksne, der er belastet af egne eller familiens alkoholproblemer. Vores medarbejdere tilbyder undervisning i, hvordan man bliver opmærksom på alkoholproblemer og hvordan man formidler hjælp og behandling i det offentlige alkoholbehandlingssystem.
Vores medarbejdere har erfaring i at undervise i den såkaldte motiverende samtale (motivational interviewing), der har vist sig som et brugbart værktøj i misbrugsbehandlingen. Den motiverende samtale bygger på inddragelse af den alkoholafhængiges egne refleksioner.
Hvad er alkoholmisbrug og hvordan behandles det i Lænken?Lænkens alkoholfaglige medarbejdere holder oplæg og foredrag som led i kommunens forebyggende informationsaktiviteter over for såvel medarbejdere som borgere.
Lænkens alkoholfaglige medarbejdere informerer om centrale emner som fx alkoholens langsigtede skadevirkninger og hvad kognitiv behandling egentlig er og går ud på.
Vil du vide mere om Lænkens konsulentbistand?
Hvis du vil vide mere om Lænkens konsulentbistand, kontakt venligst Lænke-ambulatoriernes kvalitetschef Ulla Andersen på tlf. 39 455 455 eller email: ua@laenke-ambulatorierne.dk
Også konsulentbistand og rådgivning om unges stofproblemer
Information om unge menneskers problemer med stoffer, forebyggelse af misbrug i samarbejde med forældre og SSP og behandling for decideret stofmisbrug er centrale opgaver for Stofrådgivningen, som er en afdeling under Lænken. Stofrådgivningen henvender sig til unge under 25.
Stofrådgivningens medarbejdere støtter derudover kommuner og institutioner ved formuleringen og iværksættelse af politikker, efteruddannelse af kommunale medarbejdere og foredrag om forebyggelse og behandling af misbrug blandt unge.
Mere information findes på http://www.stofraadgivningen.dk









