For medlemmer:
| Lænkens første år til 1962: |
|
Hvordan Lænken startede... (Forkortet version) Af Henrik Risegaard Jensen, Rødovre Lænken Antabus opdages I 1944 eksperimenterede farmaceuten Jens Hald og lægen Erik Jacobsen med et stof for at finde en effektiv behandling mod indvoldsorm. Det pågældende præparat havde langt tidligere med held været anvendt mod fnat. Efter de forberedende dyreforsøg prøvede laboratoriepersonalet at smage på stoffet. Det skete der imidlertid ikke noget ved. Ved en efterfølgende frokost fik de det underligt. De så på hinanden og opdagede, at de var blevet ekstremt røde i ansigterne. Det prikkede i huden, hjertet bankede unaturligt hurtigt, og de fik kvalme og hovedpine. I første omgang gav symptomerne ikke mistanke til stoffet. Det var først, da historien gentog sig efter en anden frokost, de kom på den tanke, at der måske var en sammenhæng mellem indtagelsen af stoffet og den øl, de havde fået til frokosten. Efter nogle forsøg blev de klar over, at selv små mængder af alkohol – f.eks. alkoholmængden i et glas øl - havde en ejendommelig og ubehagelig virkning i forbindelse stoffet, som senere blev kaldt for Antabus. Den videnskabelige nysgerrighed fik Hald og Jacobsen til at undersøge det mærkelige stof nærmere, men da de ikke gjorde nogen særlige fremskridt, gik forskningen i stå. I 1947 blev en stor forsamling af journalister og oplagte tilhørere i Studenterforeningens store sal vidne til et muntert foredrag uden prædiken om afholdenhed. Erik Jacobsen fortalte, at de fleste mennesker forbandt brugen af alkohol med fest og glæde, men det kunne så sandelig også være anderledes. Han fortalte bl.a. om en læge i Canada, som havde indført aversionskuren. Alkoholikerne skulle som led i kuren have alt det alkohol, de ville drikke, samtidigt fik de et brækmiddel. Til sidst blev det sådan, at de ikke kunne lade være med at brække sig bare ved synet af en flaske, eller hvis de lugtede til den. Foredraget blev refereret i pressen under overskriften ”Vidunderkur mod alkoholisme”. Det var kun historien om aversionskuren, der blev omtalt, og i løbet af den følgende uge blev Jacobsen bombarderet af henvendelser fra mennesker, der så kuren som deres sidste udvej for at blive løsrevet fra alkoholen. Stoffet afprøves Da han som læge meget gerne ville hjælpe disse mennesker, men ikke havde erfaring på dette om-råde, rettede han henvendelse til lægen Oluf Martensen-Larsen, som han vidste, havde alkoholikere i behandling. Martensen-Larsen fortalte, at aversionskuren ikke virkede godt nok, hvorfor han havde opgivet metoden. Jacobsen oplyste ham om virkningerne af det stof, han og Hald havde opdaget. Det var Martensen-Larsen meget villig til at afprøve. I slutningen af 1947 fik Martensen-Larsen en portion tabletter med præparatet, som han gav nogle af de patienter, han havde i behandling for alkoholmisbrug. Da der var gået et stykke ind i januar 1948 gav Martensen-Larsen en tilbagemelding til Jacobsen og Hald. Over halvdelen af hans patienter havde holdt sig ædru gennem helligdagene, hvilket ikke var sket for dem i lang tid. Man var nu klar over, at der for alvor skulle følges op på resultaterne af forsøget. Martensen-Larsen arbejdede videre med sine patienter. Til trods for at forsøget foregik i hemmelighed, var resultaterne gået fra mund til mund mellem patienterne, hvorved der skete en enorm stigning i patientantallet. Succesen var ikke uden menneskelige omkostninger. Den første af Martensen-Larsens patienter, der prøvede antabus, blev fuldstændig tørlagt og kunne snart tage del i dagliglivets funktioner. Desværre kunne patientens hustru ikke klare den store omvæltning, hvorfor hun senere begik selvmord. Den første forening Man var imidlertid blevet klar over, at antabus ikke i sig selv var nok. Hvis ikke patienterne samtidigt blev støttet og behandlet på anden måde, ville det hele være forgæves. Fra A.A. - afdelingerne i Sverige og Norge blev man bekendt med, hvordan de alkohol lidende sluttede sig sammen i grupper, og hvordan de gensidigt støttede hinanden. Derfor opfordrede Oluf Martensen-Larsen på et møde med et antal af sine patienter i 1948 at nedsætte et udvalg på 10 mand, som kunne udarbejde nogle rammer for dannelsen af en patient-forening. Resultatet af overvejelserne blev, at man på et møde i Zoologisk Haves restaurant den 25. august 1948 stiftede foreningen Ring i Ring. Det var Oluf Martensen-Larsens opfattelse, at der var vigtigt for misbrugeren at nå frem til en erkendelse af, at det ikke længere var muligt for den pågældende at nyde spiritus med måde. Medlemmerne havde en anden mening og fik gennemtrumfet en slags fælles aftale om at holde ferie fra antabussen omkring højtiderne og familiefesterne. Virkningerne heraf udeblev ikke. Det afstedkom adskillige tilbagefald - også inden for bestyrelsen. Den divergerende holdning til brugen af alkohol affødte tillige stridigheder inden for foreningen, hvilket medførte andre tilbagefald. Først i 1949 da Ring i Ring fik en stærk personlighed som formand, blev der skabt stabilitet foreningen. Ambulatorievirksomhed I juni 1949 fik foreningen sit første kontor i Skindergade 32. Fra november samme år afholdte man ugentlige møder i ”Dansk Folkeferies” lokaler på Vesterbrogade 41. Møderne blev i april 1951 flyttet til Nørre Søgade i Arbejdernes Læsesals lokaler, hvor man oprettede lægekonsultation om ons-dagen mellem kl. 17 og kl. 19. I oktober 1951 stillede Københavns kommune en bygning på Blegdamshospitalet til rådighed for ambulatorievirksomheden. De følgende 8 år blev den mest aktive periode i foreningens historie, men stadig stigende tilgang af nye brugere. Tilgangen var så stor, at folk måtte vente i mange timer, før de kom i konsultation. De sidste blev først ekspederet over midnat. I februar 1959 skulle Blegdamshospitalet bruges til andre formål, og foreningen måtte vige. Københavns kommune viste sig atter imødekommende, idet man havde renoveret nogle lokaler i Linnésgade, som blev overdraget til foreningen. Landsforeningen dannes Foreningen havde i begyndelsen kun en afdeling i København, men i de følgende år dannedes flere afdelinger rundt om i landet. I 1953 var der afdelinger i København, Lyngby, Birkerød, Næstved, Rønne, Grenå, Aarhus, Randers og Aalborg. Man fandt nu tiden inde til at styrke foreningens virke på landsplan. På et fællesmøde i Grenå samme år blev det besluttet at nedsætte et udvalg til at se på mulighederne for at danne en landsforening, som kunne medvirke ved oprettelse af nye afdelinger og repræsentere foreningens synspunkter ved forhandlinger med de af socialministeriet nedsatte kommissioner, der undersøgte mulighederne for en mere effektiv behandling af alkoholisme. Grenå-udvalgets forberedende arbejde bar frugt, idet Landsforeningen Ring i Ring kunne holde sin stiftende generalforsamling den 3. oktober 1954. Landsforeningen Lænken I bestræbelserne på at få Landsforeningen til at stå organisatorisk stærkt, forsøgte man at harmonisere afdelingernes vedtægter med Landsforeningens. Det skulle vise sig at blive en vanskelig affære. Det skyldtes - kort fortalt - særdeles divergerende meningsudvekslinger i opfattelsen af patient-foreningens rolle i behandlingsarbejdet. Landsforeningen så det som sin opgave at indpasse foreningsarbejdet i den lægelige og sociale bistand. Københavnerafdelingen ville derimod fremhæve foreningsarbejdet på bekostning af ambulatoriearbejdet. Moderforeningen Ring i Ring, København, havde særdeles gode kort på hånden. I 1953 havde afdelingen - i eget navn - anmeldt ”Ring i Ring” til Foreningsregisteret. Dermed stod Københavnerafdelingen stærkt i diskussionen om tilhørsforholdet til navnet Ring i Ring, og det brugte man i forsøget på at presse sine synspunkter igennem med. I august 1961 indstævnede Ring i Ring, København, Landsforeningen Ring i Ring ved Østre Landsret med påstand om, at Landsforening frakendtes retten til at benytte navnet ”Ring i Ring”. Den 29. juni 1962 gav Østre Landsret Københavnerafdelingen medhold. I 1962 ændredes navnet til Landsforeningen Lænken. • • •
|
